Så går patientnetværkene i luften

Så blev det idag, hvor vores speciale blev til virkelighed og seks forskellige patientgrupper nu kan kommunikere med hinanden via patientnetværk (vi har været initiativtagere for den ene af de seks grupper: korttarmspatienterne). Nogen så måske Katrine Kirk i Go’ morgen Danmark fortælle om det imorges – i eftermiddag er der indvielse hos de Danske Regioner.

Selvom det ikke er blevet helt som vi havde forestillet os, synes jeg det er værd at være stolt over, at vores idé trods alt ikke bare er endt i en skrivebordskuffe et sted. Samtidigt kan jeg da kun glæde mig over at korttarmspatienterne – som var den gruppe af patienter vi tog udgangspunkt i, i vores kvalitative undersøgelse – nu har en platform hvor de kan kommunikere, interagere og dele oplysninger med hinanden. Det var tiltrængt! Jeg håber selvfølgelig også, de andre patientgrupper får glæde af netværkene, og af at de nu kan udveksle erfaringer med hinanden og ikke kun med det sundhedsfaglige personale. Og hvem ved, måske udvikler patientnetværkene sig med tiden og får integreret nogle af alle de interessante features vi havde tænkt ind i konceptet.

I mit speciale kan du læse mere om vores koncept, om patientnetværk og om hvordan man kan bruge web 2.0 i sundhedssektoren. Du kan også læse artiklen i Dagens Medicin/Computerworld om at Netfællesskaber giver bedre livskvalitet, hvor jeg prøver at udtale mig klogt om emnet

Web 2.0 – centrale tendenser

Som jeg snakkede om sidst er web 2.0 et temmelig omdiskuteret begreb, men jeg mener alligevel, at begrebet dækker over en række tendenser, som kommer til at betyde en hel del for den måde, vi vil kommunikere online i de kommende år.

Jeg har diskuteret det her en del med Mads-Peter, min web-pedel kollega, jeg har skrevet om det i mit speciale og – som trofaste læsere ved - sakser jeg i øjeblikket bidder af min opgave her på bloggen – og nu også afsnittet om det, jeg ser som de mest centrale web 2.0 tendenser:

Det tekniske paradigme
Hvis man ser på den rent tekniske side af web 2.0 teknologier, så er nogle af fællestrækkene:

• Brugerne ejer deres egne data på siden, og kan ændre dem, som det passer dem – og dataene er nemme og hurtige at få ind og ud af systemet, f.eks. via RSS. RSS som står for Really Simple Syndication , og kan fra et brugerperspektiv betragtes som en slags dynamisk bogmærke. RSS bruges til at gøre det nemmere at følge med i flowet på enten weblogs eller ofte opdaterede hjemmesider, som fx nyhedssider, uden man behøver at besøge siden. Det fungerer på den måde, at en hjemmeside eller weblog tilbyder et ”feed” (en syndikering), i en XML-version, som er specielt indrettet til, at RSS læsere kan læse koden.
• Web 2.0 teknologierne er rich internet applications, hvilket vil sige at applikationerne er webbaserede, og brugeren derved slipper for at installere software. Alligevel har applikationerne de samme features og funktionaliteter som desktopapplikationer. Dette er det, man refererer til, når man bruger udtrykket: ”network as a platform”. Et eksempel på det er Google Dokumenter , hvor man bl.a. kan oprette og redigere dokumenter online. 
• Derudover har de en dynamisk frem for statisk visning af indhold, associeret med brugerens forespørgsel f.eks. via nøgleord. Nøgleord eller tagging bruges fx på billeddelingssiden Flickr, og er en form for fælles kategorisering af sider. Da man frit kan vælge hvilket ord, man vil associere med en side eller et billede, i stedet for at skulle vælge ud fra forudbestemte kategorier, mener nogen kategoriseringen kommer til at minde mere, om den måde vores hjerne arbejder.
• Mange web 2.0 teknologier har også en dynamisk brugergrænseflade, der giver brugeren mulighed for at have øjeblikkelig indflydelse på den visuelle opbygning. Dynamiske brugergrænseflader kan være udviklet i AJAX, som er en web-udviklingsteknik, der bl.a. sikrer, at applikationen hele tiden kan udveksle små mængder data med den bagvedliggende server, så hele hjemmesiden ikke behøver blive genindlæst, hver gang brugeren forespørger en ændring . Et eksempel på en web 2.0 applikation med en dynamisk brugergrænseflade er den webbaserede RSS-læser Netvibes, hvor man uden at skulle vente på at siden bliver genindlæst, kan flytte de forskellige elementer rundt på siden ved at trække dem med musen.

Det visuelle designparadigme
Web 2.0 fænomenet har også ført en visuel stil med sig, og det er nu muligt at vurdere designet på en hjemmeside noget som værende ”meget web 2.0-agtigt”. Der er sikkert mange holdninger til hvad denne stil indebærer, men hvis man skal pege på noget der går igen, så ser det bl.a. ud til, at fontene Verdana og Helvettica er populære. Derudover indbefatter stilen elementer som simpelt layout og navigation, let-aflæselige ikoner, refleksioner, stjernebadges, store logoer, brug af stærke farver og meget mere.    

Betaparadigmet
Mange web 2.0 applikationer bliver lanceret i det, man kalder evig beta (eller perpetual beta) , hvilket vil sige, at applikationen går i luften før den reelt er færdig – og måske aldrig bliver helt færdig. Evig beta handler om, at inddrage brugerne som medudviklere, en tankegang der viser at man tager brugernes input alvorligt, og samtidigt arbejder i en stadig iterativ  udvikling af applikationen. Det kræver dog at man tydeligt gør opmærksom på at applikationen er i beta, da brugerne ellers kan blive forvirrede over at de fejl og mangler de støder på og være klar over at deres input er værdsatte.

Forretningsmodel
Nogle mener, at fænomenet Web 2.0 blot er betegnelsen for en ny forretningsmodel, som har til formål at tjene penge på brugernes evne til at producere indhold til nettet. Flere har tjent millionbeløb ved at opbygge en hjemmeside med et ualmindeligt højt antal brugere for efterfølgende at sælge det videre.

Andre taler om the long tail som handler om det skift, der er på vej – bl.a. på internettet – fra at det udeukkende har været produkter med meget stor efterspørgsel, der er blevet solgt til at mange nu fokuserer på at sælge nicheprodukter. Produktions- lager- og distributionsomkostningerne er med online handel faldet så drastisk, at der er flere penge at hente i “halen” dvs. salget af nicheprodukter (hvor man måske er eneudbyder) over lang tid end i “hovedet”, som er de produkter, der har en kæmpe omsætning på kort tid. 

Det sociale paradigme
Tim O’Reilly ses af mange som ophavsmanden til begrebet web 2.0, og et af de karakteristika han peger på ved fænomenet, er det sociale aspekt i den nye måde vi bruger internettet på. Det sociale aspekt handler om de nye muligheder for den enkelte brugers indflydelse, og hvad det kan komme til at betyde for den måde, vi bruger og opfatter internettet fremover. Web 2.0 applikationerne drager fordel af de muligheder, internettet tilbyder og er på den måde relationsskabende mellem mennesker gennem sin ”deltagende struktur” i langt højere grad end tidligere teknologier. Flere peger på at de nye teknologier – eller den nye måde at bruge knapt så nye teknologier på, om man vil – gør modtageren til medproducent. Hermed styrkes samarbejdet og fællesskabsfølelsen, og værktøjerne kan være med til skabe værdifulde relationer og udvekslinger mellem mennesker.

Sociale medier og web 2.0 – hvad er forskellen?

Som det oftest er med nyere fænomener, er der en del diskussion af hvad betegnelserne sociale medier og web 2.0 dækker over, hvordan de relaterer sig til hinanden og ikke mindst hvilket begreb der er det mest dækkende.

Især tre begreber synes at være mest fremherskende, når man taler om applikationer som weblogs, wikis, sociale netværksider og billeddelingsfora:

• Sociale medier,
• social software og
• web 2.0.

Jeg mener ikke at kunne pege på en klar afgrænsning i brugen af de to første betegnelser, selvom termen medie hælder mod betydningen kommunikationskanal og i ordet software peger på, at det drejer sig om et program. Begge begreber bruges dog i vid udstrækning – på dansk – om de egenskaber som jeg i senere bidder fra min opgave vil komme ind på. Jeg har derfor valgt overordnet at bruge betegnelsen sociale medier. I en nær fremtid vil jeg uddybe hvad jeg helt præcist mener, når jeg skriver sociale medier.

Fra de to første mener jeg dog, at den tredje, termen web 2.0, adskiller sig i brug og betydning, og har samtidigt været genstand for megen diskussion. Noget, der gør termen web 2.0 særligt problematisk, er, at den henviser til en version nr. 2 af www, og dermed indikerer et skift fra en tidligere (ringere) version. I tråd med det mener jeg at se en tendens til, at kritikken af fænomenet ligner kritikken for år tilbage af ”nye medier”, bl.a. fra Dennis McQuail, der mente, at der ikke var noget som helst nyt i nye medier, men at de blot var et supplement til de allerede eksisterende . Også med hensyn til web 2.0 er der nogle der mener, der ikke er noget nyt i det, men det blot er de gamle teknologier, som bliver sat under nyt lys . Men, som Paul Miller fremhæver:

“There is undoubtedly a significant degree of hype around Web 2.0 at the moment, but behind the hyperbole lie some important principles and some powerful potential”. (Paul Miller, 2005 )

Jeg vil give Paul Miller ret, og om man mener, betegnelsen kan bruges eller ej, mener jeg, det er svært at afvise at fænomenet web 2.0 omfatter nogle tendenser, hvoraf jeg i næste indlæg her på bloggen vil fremhæve dem, jeg ser som de mest centrale… så stay tuned

Brugere – afsender – målgruppe

Modtageren er blevet medproducent, brugerne er dem, der generer indholdet og afsenderen er den nye modtager. Når vi snakker sociale medier kan det være lidt svært at holde styr på ordene, og den traditionelle opdeling i “hvem (afsender) siger hvad (kommunikationsprodukt), til hvem (modtager), hvor (i hvilken kontekst) via hvilke kanaler (medie)” er ligesom ikke rigtig dækkende mere.

Ikke desto mindre kan man have brug for nogle betegnelser, der dækker over de forskellige grupperinger der interagerer på et socialt medie. I takt med vi alle kommer til at opfatte os selv som afsendere på sociale medier, vil nye kommunikationsmodeller sikkert opstå. Men indtil videre ser min opfattelse af hvem der er hvem på sociale medier i al sin enkelhed nogenlunde sådan ud:

Forstået på den måde at ordet ”brugerne” benytter jeg generelt om alle dem, der skal bruge systemet, og i sociale medier, dem der producerer indhold og drifter systemet. Ordet målgruppen benytter jeg om dem, der er på den traditionelle ”modtagerside”, det vil altså sige brugerne minus den traditionelle afsender – hvis det er muligt at identificere en sådan.

Modellen kan hjælpe lidt på begrebsforvirringen, når man arbejder med eller analyserer sociale medier, men hvis du kender til andre og bedre modeller, så smid et par ord!

9 gode råd om sociale medier i virksomheder

Mange organisationer og virksomheder er ved at finde ud af at den interne såvel som eksterne kommunikation i nogle sammenhænge bliver styrket af at bruge et socialt medie til strømmen af ord.

Jeg har i løbet af efteråret arbejdet med tre cases, der på hver sin måde gav mig et godt indblik i, hvordan man kan styre processen (eller lade være), hvis man vil implementere et socialt medie i en organisation eller virksomhed. Lad dig inspirere – hele projektet kan du få i julegave, hvis du sender en mail til mig .

Erkend at det er et projekt – Først og fremmest mener jeg det er vigtigt at anerkende at det, at implementere et socialt medie, ikke bare er noget man gør, men noget der kræver grundige overvejelser, hvis man ønsker at udnytte mediets potentiale. Det første skridt er derfor at få etableret en projektgruppe og afsætte ressourcer til arbejdet.

Kend forskel på mål og middel – Lad være med at lade projektet fra starten være determineret af et bestemt medie fx ”vi skal have en blog”, det er ikke et mål i sig selv, men kan være et middel (medie) til at tilgodese et kommunikationsbehov. Start derfor med at definere hvad målet er med at implementere et socialt medie i organisationen. Undersøg hvad der er af muligheder for at nå dette mål – måske er et andet medie end lige netop en weblog mere oplagt.

Gør det klart, hvad det er I vil opnå – I forlængelse af det, kan man kun konkludere, at det er svært at opnå noget med et socialt medie, og ikke mindst at evaluere på det, hvis ikke man gør sig klart hvad det er man vil opnå.    

Gør det klart hvem der er brugerne – Hvem skal læse indholdet, hvem skal synes det er et rart rum at deltage i? Hvis der ikke er tiden til at lave en fokusgruppe, så udarbejd scenarier der viser brugen af det sociale medie. Det giver en helt enorm forståelse for hvordan og i hvilken kontekst og til hvem kommunikationen skal foregå.

Inddrag dem, der skal læse indholdet – Få brugerne til at bidrage i fastlæggelsen af rammerne for produktionen af indhold, det bliver det hele meget sjovere og nærværende af. Få dem til at fortælle og komme med forslag til hvordan applikationen skal være opbygget, og hvilken type indhold, der kunne være interessant. Det kan samtidigt være en måde at lære aspekter af målgruppen at kende, som I ikke ellers ville have været bevidste om.

Kast jer ud i projektet på et tidspunkt hvor der er tid til at gøre det ordentligt – Man har altid travlt. Men nogen gange har man ekstra travlt, fx ved implementeringen af et nyt it-system eller ved opstart af en helt ny organisation. Her kan et socialt medie selvfølgelig også være et nyttigt kommunikationsredskab, så hvis I alligevel beslutter jer for at gå i gang, så få hjælp udefra.

Forstå mediets spilleregler – Det er i virkeligheden en gammelkendt pointe indenfor kommunikationsteori, at man ikke automatisk bliver åben og dialogisk, bare af at sige, man er det (eller bare ved at åbne en weblog). Man bliver nødt til, på sociale medier, at lægge op til dialog, eksempelvis ved at stille åbne spørgsmål ud, og ved generelt at skabe et klima man har lyst til at debattere i. Gå ind i dialogen, vis at kommentarerne eller indlæg er værdsatte. Den kommunikation der foregår i kommentarfeltet udgør måske 10 %, men det er den, der er 99 % værd, hvis man gerne vil fremstå som åben og interesseret i dialog.

Lær stilen – I forlængelse af ovenstående så er det værd at overveje at få et kursus i at skrive personligt, vedkommende og samtalende i stedet for komplekst, kedelig og kontoragtigt. Det tager mellem en time og en hel dag, og kan spare uendelig mange medarbejdertimer i kommunikationsafdelingen fremover – Og så virker kommunikationen lige pludselig!

Skab et rum, alle har lyst til at deltage i – sørg for, at tonen på applikationen er venlig og indbydende. Vis vejen frem, i stedet for at komme med unødige formaninger. Sørg for, at der er noget indhold, det er ok at få nogle ”man kender” til at skrive som de første, så man ikke som medarbejder føler man står og råber ind i et kæmpestort tomt rum. Allier jer eksempelvis med nogle nøglemedarbejdere rundt omkring, som faste medskribenter eller faste kommentatorer, til at kick-starte samtalen. Det er ok, og ikke snyd, så længe alle reelt har muligheden for at komme til orde.

Så NU sker der noget

Så bliver der forhåbentligt et lillebitte hul til ord midt i alle de andre ting – jeg er nemlig blevet noget så fint og tiltalende som Cand.it, altså en helt officiel kandidat i informationsteknologi. Fedt. Selvom det lidt har føltes sådan, så var det nu ikke specialet, men et projekt om hvordan man kan projektlede opstarten af sociale medier i organisationer og virksomheder. Ret spændende, når jeg selv skal sige det, og i bedste “sharing is caring”-stil vil jeg i den kommende tid sakse små bidder her på bloggen. Jeg skal nok spare jer for det kedeligste af metodehalløjet

Apropos mit speciale , som jo forlængst er overstået, så blev jeg da super glad da jeg idag så at det ligger på K-forums top fem over mest læste specialer iår. Feeedt.

Mashups – legende lette brugergrænseflader

Jeg har tidligere berørt emnet mashups, som jeg ser som en virkelig fed mulighed for at kunne præsentere nogle ellers komplekse data på lettilgængelig måde. Den mest åbenlyse og udbredte form for mashups er at tage nogle (online) data, eksempelvis politiets døgnrapporter, og vise dem på et kort – pludselig bliver informationerne sat ind i en kontekst, som brugeren kan relatere til (“det er jo lige dér, jeg bor!”).

En anden fordel ved mashups er, at brugergrænsefladen (ofte) bliver mere intutiv, legende og dynamisk. Hvem synes ikke det er sjovere at navigere rundt på et kort eller anden visualisering af data end at skimme lange lister af eksempelvis rapporter? Tidligere var det en udbredt opfattelse – bl.a. takket være Jakob Nielsen – at det her med et at tænke over æstetikken i en brugergrænseflade kun var med til at gøre web- og andre applikationer mindre brugervenlige.

Men Donald Norman, som har skrevet en del anerkendt designteori, er kommet med en god forklaring på, hvorfor æstetik ikke er noget der behøver at indvirke negativt på funktionaliteten – tværtimod. Han har skrevet en artikel der hedder ”Attractive things work better”. Den handler bl.a. om de to forskellige måder vi opfatter verden på, og som er nært forbundne:

• det kognitive, eller praktiske system
• det emotionelle, eller sansende system

Det sansende system er det, der opdeler verden for os i godt og skidt, positivt og negativt. Det fungerer sådan, at hvis vi støder på noget, der fremkalder en negativ følelse hos os, så bliver det sværere at løse selv små, nemme opgaver. Vi får det, man kalder tunnel-syn, og kan ikke gennemskue de forskellige handlemuligheder vi har. Omvendt, hvis vi bliver påvirket positivt, er det nemmere at løse svære opgaver, og vi har nemmere ved at tænke i kreative løsninger. Det vil sige, at hvis vi møder en flot udformet brugergrænseflade, sætter det os bedre i stand til at bruge applikationens forskellige funktionaliteter. Derfor virker æstetisk udformede brugergrænseflader bedre! – Eller man kan sige, brugerne virker bedre sammen med programmer med æstetisk behageligt udformede brugergrænseflader.

Det sætter selvfølgelig også nogle tanker igang, om at hvis du remixer dine data til en mashup, så skal der være en pointe med det, og det skal være udført ordentlig. På siden Mashupawards.com kan man finde en masse fede mashups – bl.a. denne fine en, som er en visualisering af alle Amazon.com’s bøger i farvede blokke (ikke på et kort!) – og lade sig inspirere af deres 5 kriterier for en god mashup.

Wisdom of crowds!

På politiken.dk kan man i ægte web 2.0 ånd kommentere på de artikler der bliver lagt online, og vi kan dermed alle bidrage med hvert vores intellekt og give forskellige vinkler og alle sandhederne om verden osv. osv.

Det er vist bare ikke alle der har forstået idéen. Det har i skrivende stund medført 20-30 bestillinger på bogen ‘Luftkastellet der blev sprængt’ (og en enkelt på ‘Luftkastellet der blev sprængt i luften’) i kommentarfeltet til en artikel om priskrigen på Stieg Larssons nyeste udgivelse.

Det er (flest) høflige folk, ingen tvivl om det, hør bare:

“Den 15.10.07
Til Gyldendal
Jeg vil gerne bestille bogen “Luftkastellet, der blev sprængt af Stieg Larsson til 89 kr.
Med venlig hilsen “

Andre uddyber lidt mere:

“jeg vil gerne bestille 1 ex. af Stieg Larsson: Luftkastellet, der blev sprængt i luften til 89 kr.
- hørte om tilbuddet i TV-avisen

m.v.h.”

Nogle er kortfattede:

“Tak for det gode tilbud .
1 stk . NS”  

Flere fortæller også med begejstring at de er folkepensionister og derfor sætter pris på sådan et godt tilbud!

Det mindede mig lidt om alle de gange jeg af en eller anden grund har stillet mig i den længste kø, når jeg skulle købe en togbillet, er stået af elevatoren på den helt forkerte etage på ITU sammen med mine medstuderende, eller når alle de andre går med over for rødt i fodgængerfeltet (for det gør jeg jo selvfølgelig ikke ).

Hvad kan man lære af det? Jo, for det første at man ikke kan være tydelig nok: “Kom med din vurdering” lægger måske ikke op til bogsalg, men det er heller ikke helt ovre i “her kan du være med-journalist”-kategorien. Forklar det. Igen. Tydeligt. For det andet kan man lære at også tonen i alle vi medskribenters indlæg følger flokken - på den gode måde. Det vil sige, hvis man skal starte et leksikon/forum op, kan det være en god idé at få nogle til at skrive det første artikler/indlæg, der slår tonen an og skaber en kultur.

O’Reilley sætter wisdom of crowds og andre begreber i web 2.0 kontekst i denne artikel

Landsbytosser?

Hvorfor er det lige det er så spændende alt det her med web 2.0, brugerdeltagelse, at vi linker til hinanden osv. Hvad er det for en drivkraft i det, der gør at folk engageret bruger deres tid på et online leksikon, et kommunikationsforum eller en byguide - uden at få en krone for det? Handler det om at vi allesammen i virkeligheden inderst inde er en samling landsbytosser, der har et basalt “snakke-over-hækken” behov, der nu endelig har fundet en platform hvor det kan blive tilfredsstillet?

Apropos landsbytosse så er jeg jo selv mønbo – og en af min barndoms store milepæle var da jeg - efter at have brugt et helt forår på at spurte Stege-Lendemarke tynd på min lyserøde Mustang - kunne hugge bremsen i og sige “NU kunne man give mig bind for øjnene, og sætte mig et hvilket som helst sted i byen, og jeg ville kunne finde hjem alligevel!” (sagt, selvfølgelig, uden stød og med afsnupning af hvert sætningsled). Jeg var på hjemmebane!

For nogle år siden startede jeg et landsbyprojekt op (og startede op er det rette ord, for det blev aldrig til mere end snakken), hvor tanken var at vi, 15-20 mennesker der i forvejen kendte hinanden, skulle flytte ud på landet og komme ind og drikke kaffe hos hinanden, lave fælles mad, hænge ud og alt det der som er hyggeligt når man ikke bor med den uoverstigelige distance som der fx er mellem Valby og Amager imellem sig.

Onde tunger ville dengang vide, at det ALDRIG ville kunne lade sig gøre. Èn ond tunge mente, at det ville være umuligt at finde et økonomisk fodslag. En anden mente at vores projekt var udtryk for vores storbymentalitet (hun læste vist også sociologi), og at vi derfor inderst inde slet ikke ville ud på landet.

Projektet faldt til jorden. Vi tegnede kort hvor vi kunne bo: I en radius af 50 km til centrum af København, at bo længere væk end det gjorde os angste. Og det havde vi altså ikke råd til. Så – på trods af størsteparten siden da har fået børn – bor vi faktisk stadigvæk herinde! Ingen er endnu blevet fristet af et billigt hus i Borup. Heldigvis da.

Men tanken frister mig stadig – og mange andre er efterhånden på vej til at føre det ud i livet. Hvorfor? Fordi det er fedt at være en del af noget. Kald det en klike, et netværk eller bare en vennekreds. Endda værdifællesskab.

Især kvinder er blevet udråbt til at dyrke det her med at netværke (online), med at vende den personlige side ud i blogs og sociale netværkssider. Måske fordi vores relationer og venskaber fra et tidligt tidspunkt består af en-til-en relationer, hvor mænd og drenge oftere ses i kliker?

Social network vs. networking sites

Den store forskel på begreberne social network og social networking sites er, om du networker online med dem du allerede kender, eller om du bruger din tid på nettet til at få nye bekendtskaber.

Dana Boyd skriver om brugen af begrebet social networking sites i offentligheden:

” … it can and has be expanded to refer to any site that allows people to communicate with people that they don’t know, including dating sites, chatrooms, community sites, and bulletin boards”

Derimod er social network sites:

“…services that allow individuals to construct a public or semi-public profile within a bounded system that displays a formally articulated list of their relationships to other users of the system”

Et andet sted skriver hun at:

“A “social network site” is a category of websites with profiles, semi-persistent public commentary on the profile, and a traversable publicly articulated social network displayed in relation to the profile. “

Profilen indeholder informationer om personen (fx alder, køn, interesser osv.) og evt. et billede og informationer om sidste login. Derudover er det muligt på social network sites at liste andre profiler som sine ”venner” eller ”kontakter”, og her er der to slags sider: dem, hvor kontakten skal bekræftes af modparten (eksempelvis LinkedIn) og dem hvor man kan vise sin anerkendelse ved at linke til en person, uden at personen behøver linke tilbage (eksempelvis danske K-forum). Sidst men ikke mindst kan man på social network sites skrive kommentarer på andres profiler, og på den måde bliver profilerne en blanding af brugernes egen beskrivelse af sig selv og hvad andre siger om dem.