Posts filed under 'Ord'

Red et ord

Som den ordentusiast jeg er, kan jeg jo kun glædes i mit knapt så stille sind over en ny hjemmeside, savethewords.org, hvor man kan redde ord fra glemme-døden. Adopter ord som Bimarian, Jobler eller hvad med Odynometer.

Mingent må vel være noget med at være god til at mingelere?

Mingent må vel være noget med at være god til at mingelere?

Med Words røde ”dit-ord-er-ikke-godt-nok”-understregning som hjemmesiden gennemgående visuelle effekt, giver det malaysiske/engelske forlag Oxford Fajar gode forslag til, hvordan du kan holde gode ord i live – fx ved:

  • at bruge ikke så gængse ord til et officielt møde,
  • kalde dit kæledyr noget naboens hund med garanti ikke hedder
  • eller være lidt mere kreativ i dit ordvalg, når du maler graffiti.

Man kan også simpelthen købe sig en t-shirt med sit ord – eller få tilsendt et nyt spændende ord hver dag… 

”Each time, you use an abandoned word you’ll increase its chances of survival”.

Glæder mig til den danske pendant kommer! Mon ikke der er et par yndlingsord, der er udrydningstruede…

Jeg så nyheden på markedsforing.dk

Add comment marts 15, 2009

Fjæsen

To millioner danskere kan ikke tage fejl: Der er gang i snakken – og ikke mindst i snakken om – Facebook. Som jeg jo er; ret fascineret af ord, kan jeg ikke lade være med at forundres over de nye sproggevinster, vores allesammens nye intranet har ført med sig.

På samme måde som man kan “google” kan man selvfølgelig også “face”. “Sorry, du må vente med at få din kone tilbage – vi facer”, læste jeg på et familiemedlems wall fornyligt. Og: “Velkommen til Fjæsen”, eller lidt tættere på opdraget: “Fedt du (endelig) har fået en profil på Fjæsbogen”, er vel nok på top ti over mest brugte velkomsthilsner, når bekendte får en profil.

Børn og unge sidder sædvanligvis længst fremme i sprogbussen, ikke mindst når det drejer sig om medieret kommunikation. I Forbrugerstyrelsen har vi lavet en lille film om det her med ikke rigtig at kunne følge med, når der kommer fart på web-lingo’en:

Filmen er en kampagnefilm for Forældre til onlinebørn

Add comment februar 13, 2009

Forbrugerinddragelse på Forældre til onlinebørn

Pssst…!

Hvis du skynder dig, kan du få lov til at få et smugkig indenfor på sitet Forældre til onlinebørn, før det kommer ud til den brede offentlighed:

Forældre til onlinebørn

Jeg er jo så heldig at få lov at skubbe Forbrugerstyrelsen ind i web 2.0 alderen – som en af de første offentlige der for alvor åbner op for brugernes domæneviden. Mere om hvad det har åbnet op for af interessante tanker om vejen fra forbrugerinformation til ditto -kommunikation, når sitet er sat i søen.

I forlængelse af min snak for noget tid siden om brugere og målgrupper på sociale medier, så er den målgruppe, vi primært har haft i tankerne, forældre med børn, der flittigt bruger internettet. Dagens tweens og teens er jo vokset op med internettet som en helt naturlig del af deres hverdag, og færdes derfor langt mere hjemmevant på denne arena end langt de fleste af deres forældre.

Så opret endelig en profil på Forældre til onlinebørn og vær med til at starte debatterne før alle andre. Og fortæl mig også gerne hvad du synes – her, på cbl@fs.dk eller på Temasiden – hvor der senere vil komme forskellige eksperters bud på, hvordan man ruster sine børn til en online hverdag.

Add comment december 18, 2008

Ordklud

Skulle måske holde lidt igen med og-konstruktionerne:

Ord på sky

- Alle ord fra denne blog posted under ‘Ord’.

3 comments juni 21, 2008

Jeg er fuldstændig lost

Jeg har gået og funderet lidt over, hvad det mon er der spænder ben for, at jeg får skrevet her på bloggen på det sidste. NU ved jeg det: jeg er blevet fuldstændigt fortabt i tv-serien Lost. Det er nok gamle nyheder for alle dem, der kan tage mere end 2½ tv-kanal, men serien Lost handler om et fly der styrter ned på en øde ø. Og så sker der en hel masse, og ja, jeg synes den er helt enormt spændende. Hvert afsnit slutter altid helt enormt dramatisk, og når man så har serien på dvd, er det altså ret fristende liiige at se et til og et til afsnit. Sjovt nok skulle der et par blogindlæg til, før det gik op for mig at det selvfølgelig er dér min tid ryger hen i øjeblikket. Lige ind i Lost. Hvordan har jeg så tid til at sidde her? Sæson tre er ikke kommet med posten endnu…

Til dem, der ikke lige har læst indlæggene, så har Clay Shirkey (som jo er ret sej) fornyligt pointeret at vi allesammen har oceaner af tid. Vi bruger den bare på tv-serier. Nogle er så begyndt at skrue lidt ned for tv-forbruget og engagere sig på internettet i stedet for, mens andre ser undrende til og ikke kan forstå, hvor folk får tiden fra til alt det der.

3 comments maj 12, 2008

Tak for tålmod

Ok, ja, man kunne godt tro, jeg helt havde droppet at skrive her på bloggen måske som sådan en sideeffekt af at min datter var begyndt at sove igennem og jeg ikke længere havde brug for en ordventil – eller bare fordi jeg nu er i den fantastiske situation at være blevet fastansat og så ligesom lagde alle mine kræfter og al min tid dér.

Men nej, jeg har bare tilladt mig at holde en lille pause. Sjovt nok skrev jeg ikke et eneste indlæg i april måned og sjovt nok er april måned en af de måneder, hvor flest har besøgt min blog… Hmm… det kunne man godt tage og tænke lidt over. Måske ville der komme allerflest læsere, hvis jeg kun skrev et indlæg en gang om måneden. Eller helt holdt op?

Man kunne også tænke lidt over – eller det gør jeg i hvert fald – at jeg med min nye job er igang med fagligt at drible mig selv lidt over i en anden og nok mindre web-dude-agtig boldgade, end jeg har været i hidtil. Mon ikke også det kommer til at skinne igennem her på bloggen, som jo på mange måder er inspireret af de ting jeg støder på fagligt. Det tror jeg.

Man tak for tålmodigheden. Jeg håber snart at vende tilbage med ord, der der trænger til at blive vendt og drejet lidt.

Add comment maj 2, 2008

Hvad vil I opnå med sociale medier?

Al den her snak om web 2.0, sociale medier, hvad de kan, hvor mange muligheder virksomheder og organisationer har for at skabe relationer og indgå i dialog; Det kan nogle gange virke lidt diffust, og jeg tænker at man på mange webredaktioner rundt omkring står med en stor lyst til at kaste sig ud i alt det her – men uden helt at vide hvad det kan bruges til, og hvad genvinsten kunne være.

Det er min (og sikkert mange andres) overbevisning, at alle on- såvel som offline kommunikationsprojekter bliver stærkere og bedre ved at hvile på en strategi, et mål der bygger på et afdækket kommunikationsbehov. Jeg satte mig derfor for i mit projekt her i efteråret, kort at ridse op hvad sociale medier kan i en organisation eller virksomhed. Min tanke var, at hvis man gør sig klart, hvad sociale medier kan, kan man bedre få et billede af, om det matcher noget af det man gerne vil med kommunikationen. Men det er selvfølgelig på ingen måde en udtømmende liste, blot ment som lidt inpiration.

Produktudvikling
Sociale medier kan være nyttige til produktudvikling. Virksomheden eller organisationen kan få inputs direkte fra kunderne om hvordan et produkt eller en service bliver brugt, og hvem der bruger det. En mulighed er også at lade brugerne deltage i videreudviklingen af produkter eller services, som it-leverandøren Dell der på baggrund af deres Idea Storm, hvor kunder kan komme med deres egen idé samt stemme på andres, nu tilbyder PC’ere med styresystemet Ubuntu (som bygger på Linux ).

Marketing
Et andet område hvor man kan drage fordel af sociale medier er til marketing. Via sociale medier har organisationen eller virksomheden mulighed for at åbne op, så interessenter føler sig tættere på den, og samtidigt lade kunderne selv få lov at føre ordet.

Intern videndeling
Internt kan sociale medier bruges til at dele viden mellem medarbejdere og mellem ledelse og medarbejdere. Som i relationen til kunderne kan ledelsen fremstå mere åben, og som nogen man kan snakke med, samtidigt med den får værdifuldt input omkring organisationen eller virksomheden.

Rekruttering
I Human Ressources-sammenhænge kan sociale medier bruges til at vise, at arbejdspladsen er attraktiv ved at den fremstår visionær og som et sjovt sted at arbejde – mange synes, at de ofte lidt legende elementer som eksempelvis dynamiske brugergrænseflader og muligheder for social interaktion i sociale medier er sjove. Samtidigt kan man også bruge sociale netværkssider til at rekruttere de rette ansatte gennem anbefalinger fra pålidelige kilder

Kommunikationsbehovet – som jeg mener kommunikationsprojekter bliver stærkere af at bygge på – kan altså sagtens være et behov i virksomheden, og ikke kun ligge hos fx kunderne eller kommende medarbejdere (det er jo netop det, der gør sociale medier så interessante: at det vender op og ned på hvem der er modtager og hvem der er afsender). Et behov kunne fx være: ”vi har brug for at få inputs fra vores kunder for at kunne udvikle et nyt innovativt produkt” eller: ”vi kunne godt tænke os at fremstå som en spændende arbejdsplads og tiltrække medarbejdere gennem andre kanaler end vi har prøvet før”.

Jeg har hentet inspiration til afsnittene om hvad sociale medier kan i virksomheder i et oplæg Andreas Johannesen har holdt i en større dansk industrikoncern – jeg har desværre endnu ikke selv haft fornøjelsen af at høre ham, men fandt oplægget på hans blog.

4 comments marts 29, 2008

Remix din rejse

Jeg har tidligere snakket lidt om at en udbredt web-tendens i øjeblikket er remix. Tag to eller flere ting og remix dem til noget nyt. De to ting kan fx være to datakilder. Så har du et mashup. Jeg har også tidligere været inde på, at “rejse” er et virkeligt fantastisk ord.

Derfor var min lykke og fryd stor, da jeg opdagede TripTouch, et rejsemashup. Til dem, der endnu ikke helt har fået påskerejsen i hus, er der her mulighed for at booke hotel, oploade og se andres billeder, se vejret, booke flybilletter, se events mm. Udover det kan man som ægte globetrotter registrere sine rejser rundt i et område og dele dem med “verden og dine venner”. Jeg synes, det er en super idé, og i virkeligheden meget oplagt. Dog virkede flybookningen ikke fra København, og jeg var lidt skuffet over, at det var lidt småpebrede hoteller, den kunne foreslå mig i Barcelona. Lige til den målgruppe, der ville sidde og netværke med andre rejsende, og plotte rejser og billeder ind, synes jeg det er ramt lidt ved siden af.

Men, en super fed idé med hensyn til funktionaliteter, som jeg håber med tiden bliver forbedret med bedre datakilder. Specielt ville nogle mere brugerbaserede inputs mht. overnatning, a la min gode ven Lonely Planet, være ret oplagt at bruge. Og hvis min profil så kunne blive integreret med min citys I’ve visited på min FB, så ville jeg godt gide bruge tiden på at plotte min rejser ind (og måske gider jeg det godt alligevel). 

Add comment marts 16, 2008

Ord vi elsker at hade og elske

Når man nu så godt kan lide at snakke meget om ord, skulle man tro det var nemt at finde et par stykker, man hader. Men jeg synes det er svært!

Nu er hade jo et vældigt slagfærdigt ord, og måske burde jeg kunne mønstre bare en lille smule irritation over enkelte af udtrykkene. Men nej, jeg synes, udvikling holder, og at sprog er mest korrekt og lækkert sådan som det bliver brugt! Jeg læste jo på et tidspunkt italiensk, faktisk så lang tid, så jeg har en hel uddannelse i det. På italiensk har man noget der hedder konjunktiv. Det er sådan en lidt ‘hvis-det-var-at-det-var’-tid man kan bøje verberne i. Ret svært. Den var de unge italienere begyndt at droppe! Sådan noget frygteligt rod, at en kæmpe stor del af den italienske befolkning talte og endnu værre skrev ukorrekt italiensk.

Måske vi i stedet for skulle lave en liste over ord og udtryk vi elsker at elske. Jeg starter gerne (og undskylder på forhånd alle de udtryk jeg direkte har hapset fra andre, men som jeg altså synes er fede. Listen kan også være udtryk man synes er rare at høre på og ikke kun selv sige):

  • En stor sovseskande fyldt med love
  • Feriarmar (skal vi tage ud at rejse/giv mig en…)
  • Feedt
  • Wasaaa (hvad så)
  • Sejt
  • Hvis det var, at det var…
  • De lange (om 1000 kr. sedler)
  • Seriøst (?)
  • Kaching
  • 2300 Superior
  • Optur
  • Lillefredag
  • ÆSKER!
  • Big button strategy
  • Deal!
  • Yaas, evt. yassos (ja)
  • Trutterut
  • Kratterat (noget med at blive kløet på ryggen)
  • Bib (kort for Bibbarmus, Carmens navn før hun blev til Carmen)
  • ROOOSKILDE
  • Pizza
  • Rom
  • Jazz
  • Done
  • Drømme!
  • Koptårkaffe (eller bare kaf’ og the’e)
  • Rocker- (som i Råkkermeget)
  • Skide- (som i Skidelækkert)
  • Sovetryne
  • Diskurs
  • Onomatopoietikon (lydord)
  • Fænomenologi ( lyder man klog)
  • Jeg skal til demo på rådderen
  • Azzååå [løftet kroget pegefinger]
  • Fesen
  • Loren
  • Lurevorn
  • Lurepasse

Det var ikke særlig mange er da ved at blive til en ordentlig stak… Hvad skal der mere på?

Afstemningen (den kedelige) fandt jeg i øvrigt i KKort update.

12 comments marts 6, 2008

Sig, du ka li mig!

I dag havde jeg en ret fed oplevelse – jeg var inde i Servicestyrelsen, Udsatteenheden, sammen med en af mine specialemakkere og tale om web 2.0 og om det patientnetværk vi konceptudviklede i forbindelse med specialet. Mere herom en anden gang.

Men besøget bragte mig på sporet af et ord, jeg siden jeg åbnede denne blog, har tænkt var et vigtigt ord at tage under behandling: nemlig Anerkendelse.

Nu er det jo ikke hver dag, men læser et stykke teori, som i den grad sætter tingene på plads i hele ens liv. Men det var faktisk, uden at overdrive, hvad der skete en efterårsdag i S-toget på vej med Frederikssund. Jeg læste til specialet, kæmpede med Axel Honneth og bandede lidt over hvorfor kritisk teori altid skal være så ….. svært at forstå. Jeg læste om sfærer og om kampen og ikke mindst behovet for anerkendelse, da det gik op for mig at det jo lige er dét, det hele handler om: for at blive et helt og lykkeligt menneske, har vi alle brug for anerkendelse. Og ikke bare anerkendelse på fx arbejdspladsen, men i hele tre forskellige sfærer:

  • Den private sfære, dvs. mellem mor/far og barn, i parforhold eller blandt nære venner
  • Den solidariske sfære, dvs. som del af et værdifællesskab, eksempelvis på en arbejdsplads eller i andre gruppetilhørsforhold
  • Den retslige sfære, som borger i samfundet.

Honneth betoner, at anerkendelse i hver sfære ikke alene kan være et parameter for et fuldt realiseret liv, de skal hver især gennemleves for at erhverve de tre former for forhold til sig selv: selvtillid (i den private sfære), selvværdsættelse (i den solidariske sfære) og selvagtelse (i den retslige sfære). Det handler altså om at man kan være nok så elsket derhjemme – men hvis man ikke bliver værdsat på sin arbejdsplads, eller hvis man føler man løber panden mod en mur i systemet, bliver man ikke et helt og lykkeligt menneske. Og omvendt selvfølgelig.

Fantastisk teori, som du kan læse meget mere om i mit speciale. Den er meget brugbar, hvis man prøver at identificere et kommunikationsbehov, fordi den netop kan slå ned på – hvis behovet altså drejer sig om anerkendelse – i hvilken sfære behovet opstår.

I relation til sociale medier, synes jeg i øvrigt det er interessant at sammen holde med diverse karma-point systemer i fx sociale netværkstjenester, og jeg er helt overbevist om, at der er en motivationsfaktor der, bundet op på et behov for anerkendelse i den solidariske sfære. Lidt langhåret, men altså super interessant.

2 comments februar 28, 2008

Previous Posts


Ord, ord, ord

Jeg kan virkeligt godt lide ord. Jeg kan lide at skrive dem, sige dem, tænke dem, og ikke mindst at kløve dem. Det gør jeg her.

Ord jeg har skrevet

Ord jeg skriver om

alvor babytegn Bog Carmen fantasi-shoppe foranalyse Forbrugere Forældre free burma hjemmesider It kbh kommunikation Kærlighed lykke Mashup Onlinebørn Ord patientkommunikation projekt Rejse sejt Sjov sociale medier social networking speciale Søvn Verden web 2.0 wiki

Andres ord her

Camilla Bruun Jakobs… om Ord vi elsker at hade og …
kristian om Ord vi elsker at hade og …
Ulrik Kirchheiner om Hvad er sociale medier?
Forbrugerinddragelse… om Brugere – afsender …
Mads-Peter om Duserne

Mest læste ord

Blogroll

Feeds

Arkiv over ord