Archive for oktober, 2007

Tjek på ordene

Ja, det vælter ud af min blog med anbefalinger på andres ord i øjeblikket. Her kommer en til:

Dansk Sprognævn (dem med Retskrivningsordbogen) og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har sammen lavet en – umiddelbart meget fed – side, som gik i luften i dag, hvor det er hensigten at bl.a. almindelige sproginteresserede danskere skal få hjælp til at få styr på gloserne. Der vist godt med trafik på siden, det går i hvert temmeligt langsomt. Men det lykkedes mig da at finde ud af, at man bl.a. på en gang søger i Retskrivningsordbogen, Den Danske Ordbog, Ordbogen over det danske Sprog og til min glæde også Nye ord i dansk.

Det lykkedes mig også at finde ud af at de ikke er så meget oppe på beatet at man kan slå mashup op, men det er måske også lige lidt i overkanten at forvente.

oktober 23, 2007 at 10:33 am Skriv en kommentar

Ord fra og om Burma – deltag i fakkeloptog 30/10!

Ja, hvis man ikke har tid til at få skrive så mange ord selv, så kan man jo altid anbefale andres.

Jeg har tidligere posted indlæg for Mariann og resten af Støttegruppen for Den Danske Burmakomité, fordi de ikke selv har en hjemmeside el. lign. Nu har de fået deres egen blog på www.fritburma.dk, hvor man følge med i hvad der sker, og hvordan man kan støtte burmeserne.

Læs Marianns første indlæg, hvor hun bl.a. opfordrer til at man kommenterer og stiller spørgsmål. Jeg glæder mig til at læse om Burma fra en pålidelig kilde – på dansk!

Update 23/10 kl. 16.50: Burma demonstration: Fakkeloptog for fred på tirsdag i København 

oktober 22, 2007 at 8:10 pm Skriv en kommentar

Velskrevne ord

Stødte på et frisk pust af en blog i går, der i velskrevne vendinger behandler emnet åndelig provins (som altså skal afskaffes) og interessante ord som Truthiness, samvariationen mellem en blindtarmsbetændelse og dele af dansk politik og meget meget mere, som jeg ikke har fået læst endnu.

Anbefaling herfra!

oktober 19, 2007 at 7:31 am Skriv en kommentar

Wisdom of crowds!

På politiken.dk kan man i ægte web 2.0 ånd kommentere på de artikler der bliver lagt online, og vi kan dermed alle bidrage med hvert vores intellekt og give forskellige vinkler og alle sandhederne om verden osv. osv.

Det er vist bare ikke alle der har forstået idéen. Det har i skrivende stund medført 20-30 bestillinger på bogen ‘Luftkastellet der blev sprængt’ (og en enkelt på ‘Luftkastellet der blev sprængt i luften’) i kommentarfeltet til en artikel om priskrigen på Stieg Larssons nyeste udgivelse.

Det er (flest) høflige folk, ingen tvivl om det, hør bare:

“Den 15.10.07
Til Gyldendal
Jeg vil gerne bestille bogen “Luftkastellet, der blev sprængt af Stieg Larsson til 89 kr.
Med venlig hilsen ”

Andre uddyber lidt mere:

“jeg vil gerne bestille 1 ex. af Stieg Larsson: Luftkastellet, der blev sprængt i luften til 89 kr.
– hørte om tilbuddet i TV-avisen

m.v.h.”

Nogle er kortfattede:

“Tak for det gode tilbud .
1 stk . NS”  

Flere fortæller også med begejstring at de er folkepensionister og derfor sætter pris på sådan et godt tilbud!

Det mindede mig lidt om alle de gange jeg af en eller anden grund har stillet mig i den længste kø, når jeg skulle købe en togbillet, er stået af elevatoren på den helt forkerte etage på ITU sammen med mine medstuderende, eller når alle de andre går med over for rødt i fodgængerfeltet (for det gør jeg jo selvfølgelig ikke 🙂 ).

Hvad kan man lære af det? Jo, for det første at man ikke kan være tydelig nok: “Kom med din vurdering” lægger måske ikke op til bogsalg, men det er heller ikke helt ovre i “her kan du være med-journalist”-kategorien. Forklar det. Igen. Tydeligt. For det andet kan man lære at også tonen i alle vi medskribenters indlæg følger flokken – på den gode måde. Det vil sige, hvis man skal starte et leksikon/forum op, kan det være en god idé at få nogle til at skrive det første artikler/indlæg, der slår tonen an og skaber en kultur.

O’Reilley sætter wisdom of crowds og andre begreber i web 2.0 kontekst i denne artikel

oktober 16, 2007 at 7:35 pm 3 kommentarer

Landsbytosser?

Hvorfor er det lige det er så spændende alt det her med web 2.0, brugerdeltagelse, at vi linker til hinanden osv. Hvad er det for en drivkraft i det, der gør at folk engageret bruger deres tid på et online leksikon, et kommunikationsforum eller en byguide – uden at få en krone for det? Handler det om at vi allesammen i virkeligheden inderst inde er en samling landsbytosser, der har et basalt “snakke-over-hækken” behov, der nu endelig har fundet en platform hvor det kan blive tilfredsstillet?

Apropos landsbytosse så er jeg jo selv mønbo – og en af min barndoms store milepæle var da jeg – efter at have brugt et helt forår på at spurte Stege-Lendemarke tynd på min lyserøde Mustang – kunne hugge bremsen i og sige “NU kunne man give mig bind for øjnene, og sætte mig et hvilket som helst sted i byen, og jeg ville kunne finde hjem alligevel!” (sagt, selvfølgelig, uden stød og med afsnupning af hvert sætningsled). Jeg var på hjemmebane!

For nogle år siden startede jeg et landsbyprojekt op (og startede op er det rette ord, for det blev aldrig til mere end snakken), hvor tanken var at vi, 15-20 mennesker der i forvejen kendte hinanden, skulle flytte ud på landet og komme ind og drikke kaffe hos hinanden, lave fælles mad, hænge ud og alt det der som er hyggeligt når man ikke bor med den uoverstigelige distance som der fx er mellem Valby og Amager imellem sig.

Onde tunger ville dengang vide, at det ALDRIG ville kunne lade sig gøre. Èn ond tunge mente, at det ville være umuligt at finde et økonomisk fodslag. En anden mente at vores projekt var udtryk for vores storbymentalitet (hun læste vist også sociologi), og at vi derfor inderst inde slet ikke ville ud på landet.

Projektet faldt til jorden. Vi tegnede kort hvor vi kunne bo: I en radius af 50 km til centrum af København, at bo længere væk end det gjorde os angste. Og det havde vi altså ikke råd til. Så – på trods af størsteparten siden da har fået børn – bor vi faktisk stadigvæk herinde! Ingen er endnu blevet fristet af et billigt hus i Borup. Heldigvis da.

Men tanken frister mig stadig – og mange andre er efterhånden på vej til at føre det ud i livet. Hvorfor? Fordi det er fedt at være en del af noget. Kald det en klike, et netværk eller bare en vennekreds. Endda værdifællesskab.

Især kvinder er blevet udråbt til at dyrke det her med at netværke (online), med at vende den personlige side ud i blogs og sociale netværkssider. Måske fordi vores relationer og venskaber fra et tidligt tidspunkt består af en-til-en relationer, hvor mænd og drenge oftere ses i kliker?

oktober 11, 2007 at 10:36 am Skriv en kommentar

Mere mashup

Nu er jeg jo lidt pjattet med ord, og som jeg tidligere har været inde på, synes jeg mashup er et af de mere finurlige af slagsen. Derfor vil jeg lige bruge lidt spalteplads på to nye eksempler:

Gårsdagen Øjenvidneberetning fra Modkraft.dk (tak for tippet til Mette G.), hvor en række forudbestemte øjenvidner kunne indrapportere hvad de så på gaden under G13-demoen igår. Fedt tænk, og helt sikkert en koncept der kunne egne sig til et bredt spekter af events og arrangementer, som foregår over et større areal. Det virkede meget “autentisk” at kunne sidde og følge dagens (heldigvis tilforladelige) begivenheder. Det kunne dog være fedt hvis der:

1) hvis der var offentliggjort et nr. så alle kunne mms’e deres oplevelse af dagens begivenheder

2) hvis kortet på en eller anden måde var brugt aktivt. Nu ved jeg ikke lige hvad der kan lade sig gøre, men jeg forestiller mig noget lokationsbaseret, hvor øjenvidneberetningen bliver vist på kortet ud fra hvor den er sendt fra, og ikke ud fra nogle prædefinerede punkter (øjenvidnernes adresser??).

Der er helt klart muligheder i idéen.

Her til morgen læste jeg på Søren Johannessens blog om Popular Baby Names, hvor man, udover at se navnene på et Google map, efter sigende kan:

“[…] få et diagram over udviklingen år for år for et bestemt navn. Du kan uploade et billede med en person der hedder dette navn, skrive kommentarer, stemme på et navn osv.”

Fedt. Men igen er det – i hvert fald for Danmarks vedkommende – som om det med kortet ikke giver så meget information, i hvert fald forestillede jeg mig straks, at jeg ville kunne se hvor mange der hed Carmen i Valby eller på Sjælland, og blev så lidt skuffet. Men det kræver selvfølgelig at der findes den slags data – måske man kunne bruge navnebasen Danskernes Navne til noget?

Jeg har desuden brugt lidt tid på at overveje hvorfor jeg egentlig konsekvent har brugt fælleskøn (artiklen en) foran ordet, når nu alle andre bruger intetkøn og skriver et mashup. Jeg tror det skyldes at jeg fra starten af har tænkt det som et verbalsubstantiv afledt af “at mashuppe”, eller måske at ordet er synonym med den nye applikation der kommer ud af at mixe to eller flere eksisterende. Alt andet lige kan jeg se at jounalister og andre kloge hoveder er ret konsekvente, så nu har jeg rettet alle mine indlæg igennem – og gjort mashup til intetkøn.

oktober 7, 2007 at 3:22 pm 3 kommentarer

Social network vs. networking sites

Den store forskel på begreberne social network og social networking sites er, om du networker online med dem du allerede kender, eller om du bruger din tid på nettet til at få nye bekendtskaber.

Guldfisk

Dana Boyd skriver om brugen af begrebet social networking sites i offentligheden:

” … it can and has be expanded to refer to any site that allows people to communicate with people that they don’t know, including dating sites, chatrooms, community sites, and bulletin boards”

Derimod er social network sites:

“…services that allow individuals to construct a public or semi-public profile within a bounded system that displays a formally articulated list of their relationships to other users of the system”

Et andet sted skriver hun at:

“A “social network site” is a category of websites with profiles, semi-persistent public commentary on the profile, and a traversable publicly articulated social network displayed in relation to the profile. “

Profilen indeholder informationer om personen (fx alder, køn, interesser osv.) og evt. et billede og informationer om sidste login. Derudover er det muligt på social network sites at liste andre profiler som sine ”venner” eller ”kontakter”, og her er der to slags sider: dem, hvor kontakten skal bekræftes af modparten (eksempelvis LinkedIn) og dem hvor man kan vise sin anerkendelse ved at linke til en person, uden at personen behøver linke tilbage (eksempelvis danske K-forum). Sidst men ikke mindst kan man på social network sites skrive kommentarer på andres profiler, og på den måde bliver profilerne en blanding af brugernes egen beskrivelse af sig selv og hvad andre siger om dem.

oktober 5, 2007 at 8:27 am Skriv en kommentar

Ældre indlæg


Ord, ord, ord

Jeg kan virkeligt godt lide ord. Jeg kan lide at skrive dem, sige dem, tænke dem, og ikke mindst at kløve dem. Det gør jeg her.

Ord jeg har skrevet

Mine ord på Twitter

Feeds