Sig, du ka li mig!

februar 28, 2008 at 7:07 pm 3 kommentarer

I dag havde jeg en ret fed oplevelse – jeg var inde i Servicestyrelsen, Udsatteenheden, sammen med en af mine specialemakkere og tale om web 2.0 og om det patientnetværk vi konceptudviklede i forbindelse med specialet. Mere herom en anden gang.

Men besøget bragte mig på sporet af et ord, jeg siden jeg åbnede denne blog, har tænkt var et vigtigt ord at tage under behandling: nemlig Anerkendelse.

Nu er det jo ikke hver dag, men læser et stykke teori, som i den grad sætter tingene på plads i hele ens liv. Men det var faktisk, uden at overdrive, hvad der skete en efterårsdag i S-toget på vej med Frederikssund. Jeg læste til specialet, kæmpede med Axel Honneth og bandede lidt over hvorfor kritisk teori altid skal være så ….. svært at forstå. Jeg læste om sfærer og om kampen og ikke mindst behovet for anerkendelse, da det gik op for mig at det jo lige er dét, det hele handler om: for at blive et helt og lykkeligt menneske, har vi alle brug for anerkendelse. Og ikke bare anerkendelse på fx arbejdspladsen, men i hele tre forskellige sfærer:

  • Den private sfære, dvs. mellem mor/far og barn, i parforhold eller blandt nære venner
  • Den solidariske sfære, dvs. som del af et værdifællesskab, eksempelvis på en arbejdsplads eller i andre gruppetilhørsforhold
  • Den retslige sfære, som borger i samfundet.

Honneth betoner, at anerkendelse i hver sfære ikke alene kan være et parameter for et fuldt realiseret liv, de skal hver især gennemleves for at erhverve de tre former for forhold til sig selv: selvtillid (i den private sfære), selvværdsættelse (i den solidariske sfære) og selvagtelse (i den retslige sfære). Det handler altså om at man kan være nok så elsket derhjemme – men hvis man ikke bliver værdsat på sin arbejdsplads, eller hvis man føler man løber panden mod en mur i systemet, bliver man ikke et helt og lykkeligt menneske. Og omvendt selvfølgelig.

Fantastisk teori, som du kan læse meget mere om i mit speciale. Den er meget brugbar, hvis man prøver at identificere et kommunikationsbehov, fordi den netop kan slå ned på – hvis behovet altså drejer sig om anerkendelse – i hvilken sfære behovet opstår.

I relation til sociale medier, synes jeg i øvrigt det er interessant at sammen holde med diverse karma-point systemer i fx sociale netværkstjenester, og jeg er helt overbevist om, at der er en motivationsfaktor der, bundet op på et behov for anerkendelse i den solidariske sfære. Lidt langhåret, men altså super interessant.

Reklamer

Entry filed under: anerkendelse, Kærlighed, kommunikation, Ord, social networking, speciale.

Ret sejt Ord vi elsker at hade og elske

3 kommentarer Add your own

  • 1. Mads-Peter  |  februar 28, 2008 kl. 7:21 pm

    Fedt indlæg! Spændende at læse.

    Jeg er helt enig i, at anerkendelse er en af de ting vi alle eftersøger. Med anerkendelse følger også accept, ro og selvværd. Det er vigtigt stof.

    I forbindelse med et par ‘thumbs up’ jeg har fået i den seneste tid, er jeg også blevet påmindet hvor svært det virker – men hvor nemt det i virkeligheden er – at fortælle folk, hvis man synes der er noget de er gode til, eller noget de gør godt. Jeg burde gøre det meget mere. Der er alt for meget fokus på, at fortælle folk, hvad de gør galt. Og selvom det kan være vigtigt at få rettet op på ting man kan gøre bedre, så er det væsentligt nemmere at modtage kritik, hvis man har fået lidt ros.

    Så lad det være en opfordring til alle: Lad være med at være bange for at rose folk, for ting de gør godt! Også selvom det ikke er efterfulgt af en kritik. 🙂

    Fik du anerkendelse, da I var ude og holde jeres oplæg?

    Svar
  • 2. Camilla Bruun Jakobsen  |  februar 28, 2008 kl. 8:33 pm

    Det må man sige, det var en rigtig god oplevelse 🙂

    God opfordring!

    Og jeg synes faktisk, du er ret god til det. I den solidariske sfære handler det jo netop om anerkendelse og ikke kun om ros. Altså om at man også selv mærker, at man bidrager til værdifællesskabet, ved at man føler sig værdsat fx for sin faglighed og ikke bare få tom ros. Det er lidt ordkløveri, det her med forskellen på ros og anerkendelse, men kan du se den er der?

    Nå det er sagt, synes jeg selvfølgelig, det er vigtigt på en arbejdplads eller i andre fællesskaber, som du skriver, at huske på at udtrykke det, hvis man synes, nogen bidrager med noget. Og vise sin kærlighed til de nærmeste. Og anerkende borgeres rettigheder i systemet, hvis man sidder på den anden side at dét skrivebord.

    Svar
  • 3. Søren Olesen  |  april 8, 2010 kl. 12:32 am

    Hej Camilla,
    Jeg vil bidrage med en historie fra mit studie, skrivekunst.
    Som studerende der, 7-8 personer, lægger vi vores tekster ud til gennemlæsning og (hård!) kritik fra medstuderende og undervisere. Det ansigt til ansigt under kritikken.

    I sådan et forum bliver anerkendelse et centralt og interessant begreb. For hvordan giver man kritik, på noget så personligt som en skønlitterær tekst, samtidig med at modtageren føler sig anerkendt?
    For det første en pædagogisk opgave (jeg er glad for den tillid, der bliver lagt i hænderne på os studerende på højde med underviserne). Når opgaven skal løses, handler det om at være konstruktiv, ved siden af at fremhæve det gode også.

    En af mine undervisere havde den tilgang kun at fremhæve ganske lidt godt – men det fungerede. For han startede med at give os alle en følelse af ja, anerkendelse, og at vi alle skriver godt.
    Dermed var banen åben for endog meget hård konstruktiv kritik.

    Fundamentet og indgangen til både kritik, ros og anerkendelse er altså afgørende. Jeg tror, der ligger noget universelt menneskeligt i, at de første ting en person siger til os, vil vi bære med i al resten af vores relation til den person. Derfor er det faktisk muligt at opbygge en kritikkultur, hvor alle ser kritikken som hjælp, hvis pædagogik, smil, åbenhed for idéer og forslag, forinden har spillet sammen til pakken: Anerkendelse.

    Min pointe er, at udover den positive effekt anerkendelse har på en persons selvværd, medfører samme anerkendelse nogle praktisk, i højere grad håndgribelige, fordele, f.eks. at man kan komme med kritik bagefter.

    I bund og grund handler det jo om styrke. Anerkendelse giver styrke, og styrken hærder positivt.

    Gode hilsner,
    Søren

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Ord, ord, ord

Jeg kan virkeligt godt lide ord. Jeg kan lide at skrive dem, sige dem, tænke dem, og ikke mindst at kløve dem. Det gør jeg her.

Ord jeg har skrevet

Mine ord på Twitter

Feeds


%d bloggers like this: