Posts filed under ‘Carmen’

Løbet tør for ord?

En af mine trofaste læsere har spurgt mig om jeg mon er løbet tør for ord, siden der er lidt stille her på bloggen i øjeblikket. Nej, det er jeg ikke! Men jeg har lært et par nye:

Det ene er Vuggestuepest. Når man har trukket den længe nok, og barslen er ved at lakke mod enden, så begynder indkøring i vuggestue. Det siger sig selv. Det med pesten betyder at ens barn bliver syg. Det havde man regnet med. Så bliver man selv syg. Det havde man frygtet. Så bliver ens barn syg igen. En gang til. Så bliver man selv syg igen. Så tager ens barn en tur til – samtidigt med man selv lige snupper en gang mere. Modgang gør stærk. Nu har vi forhåbentligt Valbys stærkeste immunforsvar.

Det andet ord jeg har lært er Webpedel. Eller jeg har egentlig fundet på det selv. Det handler om at man tager en kæmpe portal i den ene hånd og en kost i den anden – og så bliver resultatet forhåbentlig en bunke let forståelig og let tilgængelig forbrugerinformation. Til den strategiske del af arbejdet har jeg oprettet en PBwiki, som min makker MP og jeg holder hinanden opdateret i. Smartere end at sende emails – men jeg forestiller mig at andre wikis kunne gøre arbejdet bedre? Eksempelvis en Mediawiki, som er den wikisoftware Wikipedia er bygget op i. 

Reklamer

november 14, 2007 at 8:17 am Skriv en kommentar

Spritnye ord!

Mam-mam-mamDer er jo et eller andet fantastisk i at få bekræftet, at den er god nok: der er for alvor intelligens inde bag de smukke øjne hos min lille datter. Derfor er jeg intet mindre end pavestolt over, at Carmen nu er begyndt at kommunikere! Det startede allerede i juli måned, hvor en noget rusten røst erklærede “Mam-mam-mam” (se evt. filmen her – optaget til faren der var på Roskilde Festival). Og nu er der faktisk ingen tvivl, det betyder “jeg er sulten/uhms det er dejlig mad”.

Endnu større var min lykke da Carmen (i forskrækkelse over hun troede jeg gik min vej – ak ja, de kalder det seperationsangst) udbrød “MA!”. Om natten er hun snedig, hvis hun vågner og hun ikke synes fars arm duer (igen: seperationsfase) siger hun “MO-aaar, MO-aaar”. Men kun om natten. Enkelte dage har hun ville have min opmærksomhed med et “MO!” – og den har hun fået lige med det samme 🙂

Et sidste ord (eller lyd med betydning om man vil) er et meget højt “IH!” [flakse-flakse med armene], som betyder “Hvad er det for en? Er den farlig eller smager den mon godt?”. Noget der forekommer dagligt og ofte i forbindelse med honningmeloner, ferskner eller hunde!

Jeg har tidligere rundet emnet babytegn, og det kan da være den sidste tids begivenheder giver mig blod på tanden til at komme igang. Jeg kunne i hvert fald vildt godt tænke mig det her sæt med 50 kort med ord og forslag til tegn.

september 3, 2007 at 8:33 pm Skriv en kommentar

Ord bog

Ord bogIgår fik min datter Carmen sig en ny lille bog. Den er allerede lidt gennemgnasket :0) 

Det kan være, hun med den en dag bliver lige så glad for ord som sin mor. En anden måde at blive glad for ord er at kunne udtrykke dem selv. Da hænder og armes motorik er noget nemmere at kontrollere end mundens, kan man – lang tid før et barn begynder at tale – lære det babytegn. Det vil altså sige at Carmen vil kunne udtrykke at det eksempelvis er Mælk hun godt kunne tænke sig, at hun har set en fin Blomst, og at hendes far skal synge Mere, lang tid før vi hører hendes første ord. Hvis vi altså får det gjort. Nu må vi se.

juli 31, 2007 at 12:24 pm Skriv en kommentar


Ord, ord, ord

Jeg kan virkeligt godt lide ord. Jeg kan lide at skrive dem, sige dem, tænke dem, og ikke mindst at kløve dem. Det gør jeg her.

Ord jeg har skrevet

Mine ord på Twitter

Feeds