Posts filed under ‘lykke’

Spritnye ord!

Mam-mam-mamDer er jo et eller andet fantastisk i at få bekræftet, at den er god nok: der er for alvor intelligens inde bag de smukke øjne hos min lille datter. Derfor er jeg intet mindre end pavestolt over, at Carmen nu er begyndt at kommunikere! Det startede allerede i juli måned, hvor en noget rusten røst erklærede “Mam-mam-mam” (se evt. filmen her – optaget til faren der var på Roskilde Festival). Og nu er der faktisk ingen tvivl, det betyder “jeg er sulten/uhms det er dejlig mad”.

Endnu større var min lykke da Carmen (i forskrækkelse over hun troede jeg gik min vej – ak ja, de kalder det seperationsangst) udbrød “MA!”. Om natten er hun snedig, hvis hun vågner og hun ikke synes fars arm duer (igen: seperationsfase) siger hun “MO-aaar, MO-aaar”. Men kun om natten. Enkelte dage har hun ville have min opmærksomhed med et “MO!” – og den har hun fået lige med det samme 🙂

Et sidste ord (eller lyd med betydning om man vil) er et meget højt “IH!” [flakse-flakse med armene], som betyder “Hvad er det for en? Er den farlig eller smager den mon godt?”. Noget der forekommer dagligt og ofte i forbindelse med honningmeloner, ferskner eller hunde!

Jeg har tidligere rundet emnet babytegn, og det kan da være den sidste tids begivenheder giver mig blod på tanden til at komme igang. Jeg kunne i hvert fald vildt godt tænke mig det her sæt med 50 kort med ord og forslag til tegn.

Reklamer

september 3, 2007 at 8:33 pm Skriv en kommentar

Fantastisk lækker nyhed

Til min glæde og store forbavselse kan man nu også i Danmark sætte tænderne i en af mine favorit-spiser: Tuncreme (de kalder det Tun Guf, men pyt nu med det). Siden jeg smagte Rio Mares originale Tuncreme første gang i Italien for år tilbage, har jeg været stor fan… Jeg ved mange synes, at findelt fisk på tube er lidt klamt. Men så overvej lige leverpostej een gang til. Blendet lever med spæk … (og det smager jo også dejligt).

august 24, 2007 at 9:01 am 2 kommentarer

REJSE (part 3) – En seng

Så oprandt dagen endelig for 3. og foreløbigt sidste afsnit i REJSE-føljetonen, og denne gang skal det handle lidt om det, der som oftest optager en temmelig stor del af rejsebudgettet: overnatning.

Hvor finder man NU’et
Information skriver at der faktisk ikke er så stor forskel på at være en rygsækrejsende eller charterturist. Jeg har jo selv tidligere peget på, at man ikke skal foragte en god gammeldags chartertur (slet ikke hvis man kan komme billigt af sted til et helt ok sted – og hvis man bare gerne vil væk er der mange steder der er helt ok), og har dermed afsløret mit sande jeg: jeg er ikke kun en Superreflekteret Rejsende (det synes jeg engang jeg var), der tager ud for at møde kulturer.

Jeg kan faktisk godt lide bare at tage det sådan helt stille og roligt, når jeg rejser. I hverdagen synes vi altid at skulle være 2 skridt foran; vi tænker frem, vi planlægger – eller vi ser tilbage, fortæller hvad vi lavede i går, hvem vi mødte, hvordan vi oplevede dette og hint. Når jeg rejser, ser jeg det som en helt enestående chance for at være til stede i et NU. Ikke vide hvad dag i ugen det er. At være et sted lige nu og her, ikke planlægge hvad jeg skal foretage mig, højst tænke lidt på hvad jeg skal spise eller hvilken bog jeg måske skal læse – hvis jeg altså får lyst.

Det er på en eller anden måde bare nemmere at udleve, hvis det sted jeg er ikke er propfyldt med små-stressede nordeuropæere. Jeg ved ikke hvorfor, sådan er det bare. Så af og til går jagten på Den Fede Overnatning, som indeholder flere af følgende elementer:

– Ingen andre danskere
– Ikke særlig mange andre turister generelt
– Udsigt til vand (man bliver så dejligt rolig indeni)
– Ude-areal som eksempelvis en terasse, balkon eller lignende (også med udsigt til vand)

Sådan gør man
Der var engang, hvor jeg satte en ære i at overnatte så usselt som muligt. Specielt i selskab med Mariann (som jeg sammenlagt har været ude at rejse over 1½ år sammen med) har billigst været bedst. Af højdepunkter kan nævnes: Vi-ringer-til-nogen-i-Venedig-eller-tager-en-bænk, Legetårn på rasteplads nær Kässel og Elefantgrotte (utroligt blødt gulv) i Malaysia. Alt sammen ret uplanlagt.

Jeg er begyndt at synes det er sjovere at planlægge lidt. Især synes Italien at gemme på mange overnatningsmuligheder som bare venter på at blive opdaget. Nu er vejene til Rom jo som alle ved mangfoldige, men jeg har et par favoritmetoder jeg bruger, når jeg synes der er lige lovlig meget frikadeller over charterrejserne.

Man finder en by eller et område. Gerne noget man har fået anbefalet af en ven. Den ven kan som sagt være Lonely Planet. Så googler man byens eller områdets navn sammen med  forskellige varianter af ordet overnatning på det sprog man nu finder mest relevant. Italiensk i Italien er jo eksempelvis ret oplagt. I stedet for at finde hoteller, kan man prøve at finde Affittacamere (privat overnatning), Campeggi + bungalows (hytter på campingplads), eller Agriturismo, som er overnatning på ”gård” med produktion af landbrugsprodukter.

Hvis man søger efter hoteller, ender det oftest med, at de første resultater er søgemaskiner a la hotels.com. Hvis man gerne vil springe dem over (de skal vel også tjene penge, men ikke nødvendigvis mine), finder man et sted man kan lide, googler hotellets navn, sammen med noget der gør det specifikt, eksempelvis byen, og finder hotellets egen side.

Hvis man har mod på at prøve noget lidt mere utraditionelt skulle der være hjælp at hente på Unusualhotelsoftheworld.com hvor man kan sove så skøre steder som i en kran i Holland eller en træhund i USA.

august 20, 2007 at 8:48 am Skriv en kommentar

Et utroligt dejligt ord: REJSE (part 1)

Camillas fødder på Bali… måske et af mine yndlingsord. Det har jeg tilsyneladende rigtig meget at sige om, og jeg har derfor valgt at dele dette indlæg op i en lille føljeton. Spændende, spændende.

Faktisk er jeg nok blevet lidt afhængig af det med rejser, og har det egentlig bedst hvis jeg har mindst en helst to rejser at se frem til (hvilket jeg desperat prøver at opretholde på trods af jeg har fået Carmen). De bedste rejser er dem man planlægger selv, især føler jeg mig heldig hvis den overnatning, jeg har fundet er fedt og et stykke udenfor alfarvej. Man skal dog ikke forklejne en god gammeldags chartertur til en græsk ø, og slet ikke hvis man er hoppet på et afbud, ender på et fedt hotel og får det måske lidt skumle værelse oppe på 4. sal, men til gengæld egen ugenerte tagterrasse på 70 km2. Og en lækker strand er jo en lækker strand.

Faktisk er selve planlægningen en ret stor (ikke mindst tidsmæssig) del af rejsen. Lonely planet (på bog) er en god ven her, men også internettet er en guldgrube der bare venter på at blive tømt.

Ikke sådan at forstå, at jeg planlægger hvad jeg skal lave. Helst overhovedet ikke faktisk. Det er da meget rart at vide, der ER noget at lave (som man kan grine over på vej hjem at man alligevel ikke fik lavet), men jeg kan egentlig bare bedst lide at være der, når jeg først er nået frem. Men man skal finde en billig flybillet, og et fedt sted at sove.

Jeg har venner der bruger timer på at sidde på HiFi-klubbens hjemmeside. Bestille store fede højtalere, anlæg, forstærkere, kabler eller hvad ved jeg. Shoppe virkeligt igennem. Få lidt adrenalin-kick. Det hele passer sammen, det perfekte anlæg. Lade øjnene glide ned over indholdet i indkøbsvognen. Og KLIK, så var vinduet lukket. Dejligt. Så har man det godt igen. Sådan har jeg det med rejser.

Mere om hvor jeg får mine rejsekick i morgen…

august 10, 2007 at 8:14 am 3 kommentarer


Ord, ord, ord

Jeg kan virkeligt godt lide ord. Jeg kan lide at skrive dem, sige dem, tænke dem, og ikke mindst at kløve dem. Det gør jeg her.

Ord jeg har skrevet

Mine ord på Twitter

Feeds