Sig, du ka li mig!

I dag havde jeg en ret fed oplevelse – jeg var inde i Servicestyrelsen, Udsatteenheden, sammen med en af mine specialemakkere og tale om web 2.0 og om det patientnetværk vi konceptudviklede i forbindelse med specialet. Mere herom en anden gang.

Men besøget bragte mig på sporet af et ord, jeg siden jeg åbnede denne blog, har tænkt var et vigtigt ord at tage under behandling: nemlig Anerkendelse.

Nu er det jo ikke hver dag, men læser et stykke teori, som i den grad sætter tingene på plads i hele ens liv. Men det var faktisk, uden at overdrive, hvad der skete en efterårsdag i S-toget på vej med Frederikssund. Jeg læste til specialet, kæmpede med Axel Honneth og bandede lidt over hvorfor kritisk teori altid skal være så ….. svært at forstå. Jeg læste om sfærer og om kampen og ikke mindst behovet for anerkendelse, da det gik op for mig at det jo lige er dét, det hele handler om: for at blive et helt og lykkeligt menneske, har vi alle brug for anerkendelse. Og ikke bare anerkendelse på fx arbejdspladsen, men i hele tre forskellige sfærer:

• Den private sfære, dvs. mellem mor/far og barn, i parforhold eller blandt nære venner
• Den solidariske sfære, dvs. som del af et værdifællesskab, eksempelvis på en arbejdsplads eller i andre gruppetilhørsforhold
• Den retslige sfære, som borger i samfundet.

Honneth betoner, at anerkendelse i hver sfære ikke alene kan være et parameter for et fuldt realiseret liv, de skal hver især gennemleves for at erhverve de tre former for forhold til sig selv: selvtillid (i den private sfære), selvværdsættelse (i den solidariske sfære) og selvagtelse (i den retslige sfære). Det handler altså om at man kan være nok så elsket derhjemme – men hvis man ikke bliver værdsat på sin arbejdsplads, eller hvis man føler man løber panden mod en mur i systemet, bliver man ikke et helt og lykkeligt menneske. Og omvendt selvfølgelig.

Fantastisk teori, som du kan læse meget mere om i mit speciale. Den er meget brugbar, hvis man prøver at identificere et kommunikationsbehov, fordi den netop kan slå ned på – hvis behovet altså drejer sig om anerkendelse – i hvilken sfære behovet opstår.

I relation til sociale medier, synes jeg i øvrigt det er interessant at sammen holde med diverse karma-point systemer i fx sociale netværkstjenester, og jeg er helt overbevist om, at der er en motivationsfaktor der, bundet op på et behov for anerkendelse i den solidariske sfære. Lidt langhåret, men altså super interessant.

Så går patientnetværkene i luften

Så blev det idag, hvor vores speciale blev til virkelighed og seks forskellige patientgrupper nu kan kommunikere med hinanden via patientnetværk (vi har været initiativtagere for den ene af de seks grupper: korttarmspatienterne). Nogen så måske Katrine Kirk i Go’ morgen Danmark fortælle om det imorges – i eftermiddag er der indvielse hos de Danske Regioner.

Selvom det ikke er blevet helt som vi havde forestillet os, synes jeg det er værd at være stolt over, at vores idé trods alt ikke bare er endt i en skrivebordskuffe et sted. Samtidigt kan jeg da kun glæde mig over at korttarmspatienterne – som var den gruppe af patienter vi tog udgangspunkt i, i vores kvalitative undersøgelse – nu har en platform hvor de kan kommunikere, interagere og dele oplysninger med hinanden. Det var tiltrængt! Jeg håber selvfølgelig også, de andre patientgrupper får glæde af netværkene, og af at de nu kan udveksle erfaringer med hinanden og ikke kun med det sundhedsfaglige personale. Og hvem ved, måske udvikler patientnetværkene sig med tiden og får integreret nogle af alle de interessante features vi havde tænkt ind i konceptet.

I mit speciale kan du læse mere om vores koncept, om patientnetværk og om hvordan man kan bruge web 2.0 i sundhedssektoren. Du kan også læse artiklen i Dagens Medicin/Computerworld om at Netfællesskaber giver bedre livskvalitet, hvor jeg prøver at udtale mig klogt om emnet 🙂

Så NU sker der noget

Så bliver der forhåbentligt et lillebitte hul til ord midt i alle de andre ting – jeg er nemlig blevet noget så fint og tiltalende som Cand.it, altså en helt officiel kandidat i informationsteknologi. Fedt. Selvom det lidt har føltes sådan, så var det nu ikke specialet, men et projekt om hvordan man kan projektlede opstarten af sociale medier i organisationer og virksomheder. Ret spændende, når jeg selv skal sige det, og i bedste “sharing is caring”-stil vil jeg i den kommende tid sakse små bidder her på bloggen. Jeg skal nok spare jer for det kedeligste af metodehalløjet 🙂

Apropos mit speciale , som jo forlængst er overstået, så blev jeg da super glad da jeg idag så at det ligger på K-forums top fem over mest læste specialer iår. Feeedt.

En kæmpe bunke ord…

…49.412 mener jeg det var, nemlig mit speciale om Webbaseret kommunikation i sundhedssektoren, er nu publiceret på K-forum – og har allerede givet lidt positiv respons, det er jo dejligt! K-forum er gået fra at være Kommunikationsportalen, hvor man altid kunne finde en brugbar artikel om et nyt emne inden for det kommunikationsteoretiske felt, til nu også at være et social network site, hvor folk kan oprette profiler og linke til hinanden. Så nu har jeg også en K-profil, der er røget på listen over links i højre side.

Og virker det her med online social networking så? Ja, indtil videre har jeg i hvert fald fået Annedorthe i mit netværk; en pige som jeg aldrig har mødt i virkeligheden, men som linker til mit speciale, og som jeg tilfældigvis ved hvem er via Mette G. Men måske jeg ville have mødt hende en dag i virkeligheden alligevel… specielt hvis vi allesammen havde tid til at mødes i stedet for at sidde bag hver vores skærm og opdatere profiler rundt omkring 😉