Hvad er sociale medier?

Nu har jeg snakket lidt om brug af begreberne web 2.0 og sociale medier. Og givet mit bud på hvilke centrale tendenser web 2.0 dækker over. Jeg har også diskuteret begreberne afsender, bruger og målgruppe. Nu kommer turen så til at snakke lidt mere om sociale medier – hvad er det egentlig for noget?

En udbredt misforståelse er, at et medie kan være socialt i sig selv. Implementer en blog, og voilá så er dialogen og brugerinddragelsen igang. Helt så nemt er det ikke. Lad mig uddybe:

Hvor web 2.0 dækker over mange forskellige tendenser, ligger det i betegnelsen sociale medier, at det fokuserer mere snævert på det sociale paradigme, og de egenskaber det omfatter. I modsætning til web 2.0 henviser begreberne sociale medier og social software heller ikke til noget nyt, på den måde at det er afgrænset bagud i tid, selvom mange dog er enige om, at der er sket en kraftig vækst på området indenfor de sidste 4-5 år. Hvor betegnelsen web 2.0 begrænser sig til webbaserede applikationer kan sociale medier – og social software – være applikationer ikke kun på internettet men også andre platforme, eksempelvis mobiltelefoner.

For at afklare begrebet sociale medier påpeger Clay Shirky, at der er mange forskellige kommunikationsmønstre, som internettet understøtter, principielt kan man opdele dem i 1) punkt-til-punkt tovejskommunikation, som vi kender fra fx telefonen, 2) en-til-mange kommunikation – som man også kalder broadcast, altså kommunikationsmønstret vi kender fra massemedier  – og endelig er der mange-til-mange tovejs kommunikation, eller gruppeinteraktion. Måske det giver mening at se mønstrene i denne lille enkle model:

Sociale medier – eller social software – er altså i en meget enkel definition de medier, der understøtter det sidste kommunikationsmønster. Selvom man kan se masser af eksempler på at software eller medier, der understøtter gruppeinteraktion, bliver brugt til at kommunikere i et af de andre mønstre og netop ikke udnytter deres fulde potentiale.

I næste indlæg vil jeg komme lidt nærmere ind på de specifikke egenskaber, jeg mener, sociale medier har – krydret med lidt eksempler. Jeg vil først og fremmest fortælle, hvordan jeg mener, man med sociale medier kan: Share, Create, Remix & Network…

Så går patientnetværkene i luften

Så blev det idag, hvor vores speciale blev til virkelighed og seks forskellige patientgrupper nu kan kommunikere med hinanden via patientnetværk (vi har været initiativtagere for den ene af de seks grupper: korttarmspatienterne). Nogen så måske Katrine Kirk i Go’ morgen Danmark fortælle om det imorges – i eftermiddag er der indvielse hos de Danske Regioner.

Selvom det ikke er blevet helt som vi havde forestillet os, synes jeg det er værd at være stolt over, at vores idé trods alt ikke bare er endt i en skrivebordskuffe et sted. Samtidigt kan jeg da kun glæde mig over at korttarmspatienterne – som var den gruppe af patienter vi tog udgangspunkt i, i vores kvalitative undersøgelse – nu har en platform hvor de kan kommunikere, interagere og dele oplysninger med hinanden. Det var tiltrængt! Jeg håber selvfølgelig også, de andre patientgrupper får glæde af netværkene, og af at de nu kan udveksle erfaringer med hinanden og ikke kun med det sundhedsfaglige personale. Og hvem ved, måske udvikler patientnetværkene sig med tiden og får integreret nogle af alle de interessante features vi havde tænkt ind i konceptet.

I mit speciale kan du læse mere om vores koncept, om patientnetværk og om hvordan man kan bruge web 2.0 i sundhedssektoren. Du kan også læse artiklen i Dagens Medicin/Computerworld om at Netfællesskaber giver bedre livskvalitet, hvor jeg prøver at udtale mig klogt om emnet 🙂

Web 2.0 – centrale tendenser

Som jeg snakkede om sidst er web 2.0 et temmelig omdiskuteret begreb, men jeg mener alligevel, at begrebet dækker over en række tendenser, som kommer til at betyde en hel del for den måde, vi vil kommunikere online i de kommende år.

Jeg har diskuteret det her en del med Mads-Peter, min web-pedel kollega, jeg har skrevet om det i mit speciale og – som trofaste læsere ved – sakser jeg i øjeblikket bidder af min opgave her på bloggen – og nu også afsnittet om det, jeg ser som de mest centrale web 2.0 tendenser:

Det tekniske paradigme
Hvis man ser på den rent tekniske side af web 2.0 teknologier, så er nogle af fællestrækkene:

• Brugerne ejer deres egne data på siden, og kan ændre dem, som det passer dem – og dataene er nemme og hurtige at få ind og ud af systemet, f.eks. via RSS. RSS som står for Really Simple Syndication , og kan fra et brugerperspektiv betragtes som en slags dynamisk bogmærke. RSS bruges til at gøre det nemmere at følge med i flowet på enten weblogs eller ofte opdaterede hjemmesider, som fx nyhedssider, uden man behøver at besøge siden. Det fungerer på den måde, at en hjemmeside eller weblog tilbyder et ”feed” (en syndikering), i en XML-version, som er specielt indrettet til, at RSS læsere kan læse koden.
• Web 2.0 teknologierne er rich internet applications, hvilket vil sige at applikationerne er webbaserede, og brugeren derved slipper for at installere software. Alligevel har applikationerne de samme features og funktionaliteter som desktopapplikationer. Dette er det, man refererer til, når man bruger udtrykket: ”network as a platform”. Et eksempel på det er Google Dokumenter , hvor man bl.a. kan oprette og redigere dokumenter online. 
• Derudover har de en dynamisk frem for statisk visning af indhold, associeret med brugerens forespørgsel f.eks. via nøgleord. Nøgleord eller tagging bruges fx på billeddelingssiden Flickr, og er en form for fælles kategorisering af sider. Da man frit kan vælge hvilket ord, man vil associere med en side eller et billede, i stedet for at skulle vælge ud fra forudbestemte kategorier, mener nogen kategoriseringen kommer til at minde mere, om den måde vores hjerne arbejder.
• Mange web 2.0 teknologier har også en dynamisk brugergrænseflade, der giver brugeren mulighed for at have øjeblikkelig indflydelse på den visuelle opbygning. Dynamiske brugergrænseflader kan være udviklet i AJAX, som er en web-udviklingsteknik, der bl.a. sikrer, at applikationen hele tiden kan udveksle små mængder data med den bagvedliggende server, så hele hjemmesiden ikke behøver blive genindlæst, hver gang brugeren forespørger en ændring . Et eksempel på en web 2.0 applikation med en dynamisk brugergrænseflade er den webbaserede RSS-læser Netvibes, hvor man uden at skulle vente på at siden bliver genindlæst, kan flytte de forskellige elementer rundt på siden ved at trække dem med musen.

Det visuelle designparadigme
Web 2.0 fænomenet har også ført en visuel stil med sig, og det er nu muligt at vurdere designet på en hjemmeside noget som værende ”meget web 2.0-agtigt”. Der er sikkert mange holdninger til hvad denne stil indebærer, men hvis man skal pege på noget der går igen, så ser det bl.a. ud til, at fontene Verdana og Helvettica er populære. Derudover indbefatter stilen elementer som simpelt layout og navigation, let-aflæselige ikoner, refleksioner, stjernebadges, store logoer, brug af stærke farver og meget mere.    

Betaparadigmet
Mange web 2.0 applikationer bliver lanceret i det, man kalder evig beta (eller perpetual beta) , hvilket vil sige, at applikationen går i luften før den reelt er færdig – og måske aldrig bliver helt færdig. Evig beta handler om, at inddrage brugerne som medudviklere, en tankegang der viser at man tager brugernes input alvorligt, og samtidigt arbejder i en stadig iterativ  udvikling af applikationen. Det kræver dog at man tydeligt gør opmærksom på at applikationen er i beta, da brugerne ellers kan blive forvirrede over at de fejl og mangler de støder på og være klar over at deres input er værdsatte.

Forretningsmodel
Nogle mener, at fænomenet Web 2.0 blot er betegnelsen for en ny forretningsmodel, som har til formål at tjene penge på brugernes evne til at producere indhold til nettet. Flere har tjent millionbeløb ved at opbygge en hjemmeside med et ualmindeligt højt antal brugere for efterfølgende at sælge det videre.

Andre taler om the long tail som handler om det skift, der er på vej – bl.a. på internettet – fra at det udeukkende har været produkter med meget stor efterspørgsel, der er blevet solgt til at mange nu fokuserer på at sælge nicheprodukter. Produktions- lager- og distributionsomkostningerne er med online handel faldet så drastisk, at der er flere penge at hente i “halen” dvs. salget af nicheprodukter (hvor man måske er eneudbyder) over lang tid end i “hovedet”, som er de produkter, der har en kæmpe omsætning på kort tid. 

Det sociale paradigme
Tim O’Reilly ses af mange som ophavsmanden til begrebet web 2.0, og et af de karakteristika han peger på ved fænomenet, er det sociale aspekt i den nye måde vi bruger internettet på. Det sociale aspekt handler om de nye muligheder for den enkelte brugers indflydelse, og hvad det kan komme til at betyde for den måde, vi bruger og opfatter internettet fremover. Web 2.0 applikationerne drager fordel af de muligheder, internettet tilbyder og er på den måde relationsskabende mellem mennesker gennem sin ”deltagende struktur” i langt højere grad end tidligere teknologier. Flere peger på at de nye teknologier – eller den nye måde at bruge knapt så nye teknologier på, om man vil – gør modtageren til medproducent. Hermed styrkes samarbejdet og fællesskabsfølelsen, og værktøjerne kan være med til skabe værdifulde relationer og udvekslinger mellem mennesker.

Sociale medier og web 2.0 – hvad er forskellen?

Som det oftest er med nyere fænomener, er der en del diskussion af hvad betegnelserne sociale medier og web 2.0 dækker over, hvordan de relaterer sig til hinanden og ikke mindst hvilket begreb der er det mest dækkende.

Især tre begreber synes at være mest fremherskende, når man taler om applikationer som weblogs, wikis, sociale netværksider og billeddelingsfora:

• Sociale medier,
• social software og
• web 2.0.

Jeg mener ikke at kunne pege på en klar afgrænsning i brugen af de to første betegnelser, selvom termen medie hælder mod betydningen kommunikationskanal og i ordet software peger på, at det drejer sig om et program. Begge begreber bruges dog i vid udstrækning – på dansk – om de egenskaber som jeg i senere bidder fra min opgave vil komme ind på. Jeg har derfor valgt overordnet at bruge betegnelsen sociale medier. I en nær fremtid vil jeg uddybe hvad jeg helt præcist mener, når jeg skriver sociale medier.

Fra de to første mener jeg dog, at den tredje, termen web 2.0, adskiller sig i brug og betydning, og har samtidigt været genstand for megen diskussion. Noget, der gør termen web 2.0 særligt problematisk, er, at den henviser til en version nr. 2 af www, og dermed indikerer et skift fra en tidligere (ringere) version. I tråd med det mener jeg at se en tendens til, at kritikken af fænomenet ligner kritikken for år tilbage af ”nye medier”, bl.a. fra Dennis McQuail, der mente, at der ikke var noget som helst nyt i nye medier, men at de blot var et supplement til de allerede eksisterende . Også med hensyn til web 2.0 er der nogle der mener, der ikke er noget nyt i det, men det blot er de gamle teknologier, som bliver sat under nyt lys . Men, som Paul Miller fremhæver:

“There is undoubtedly a significant degree of hype around Web 2.0 at the moment, but behind the hyperbole lie some important principles and some powerful potential”. (Paul Miller, 2005 )

Jeg vil give Paul Miller ret, og om man mener, betegnelsen kan bruges eller ej, mener jeg, det er svært at afvise at fænomenet web 2.0 omfatter nogle tendenser, hvoraf jeg i næste indlæg her på bloggen vil fremhæve dem, jeg ser som de mest centrale… så stay tuned 🙂

Så skal der ryges

Ekstra Bladet viser med dette mashup hvilke beværtninger og bæverdinger, hvor man ikke skal ud i kulden for at ryge en smøg, når man er ude at drikke øl. Dataene på kortet kommer fra Ekstra Bladets læsere, som sender oplysningerne ind om steder uden rygeforbud på nationen7@eb.dk.

Jeg så den hos Online minds som idag skriver om flere danske Google maps mashups.